Mad & Gastronomi
Elsker du også kokkeprogrammerne i TV, er du selv lidt af en amatør-kok – og vil du udfordre dig selv og dine evner i madlavning, mens du er på efterskole? Så er linjefaget Mad & Gastronomi på Kerteminde Efterskole måske noget for dig!
#KERTEMINDEMADOGGASTRONOMI
Undervisning i Mad & Gastronomi på efterskole på fyn
På dette linjefag bevæger vi os ud i madlavningens uendelige univers – både i teori og praksis. Her på efterskolen beskæftiger vi os med mange forskellige områder inden for gastronomi og kogekunst, og du lærer at begå dig i et køkken, planlægge et måltid og servere smukke anretninger.
På Mad & Gastronomi-linjen lærer du en hel masse om mad!
På en efterskole lærer du mange andre ting, du kan bruge, når du skal flytte hjemmefra. Og her lærer du altså alt det basale om køkkenhygiejne, smagssammensætninger, indkøb og planlægning af et måltid – men du får også lov til at prøve kræfter med avancerede retter og ambitiøse bageprojekter.
Undervisningen i Mad & Gastronomi er stærkt præget af dig og dine interesser. Vi lytter nemlig til vores elever og planlægger undervisningen ud fra det, du og dine klassekammerater allerhelst vil arbejde med.
Vi lægger stor vægt på at hygge os i undervisningen – og vi har det sjovt, både når vi står i køkkenet, og når vi samles om bordet for at spise og smage.
PÅ MADLAVNINGSLINJEN LAVER VI BL.A.:
- Hverdagsmad
- Finere madlavning
- Bagning og dekoration
- Sæsonens råvarer
- International madlavning, hvor vi f.eks. laver asiatisk eller italiensk mad
- Fremtidens mad, hvor vi fokuserer på fremtidens madressourcer og kommende trends
- Kokke-konkurrencer, hvor du fremstiller din egen ret
FRA ALMINDELIG HVERDAGSMAD TIL SPÆNDENDE GASTRONOMI
På linjefaget Mad & Gastronomi er vi vilde med at eksperimentere! Vi elsker at afprøve nye opskrifter og tilsætte utraditionelle ingredienser til velkendte retter.
Faget giver dig en solid basisviden om hverdagsmad og gastronomi – og du oplever selv forskellen på de to ting, når vi forvandler almindelige hot dogs til gourmet hot dogs eller laver vores egen bearnaisesauce helt fra bunden. Forskellen er til at smage, og det er en øjenåbner for mange!
OPLEV DEN LOKALE MADKULTUR – efterskole med mad
Når vi ikke står i skolens køkken, er vi ude for at opleve den lokale madkultur. Glæd dig bl.a. til at besøge den lokale frugtplantage eller biavler og udvikle lækre opskrifter ud fra de lokale råvarer. Måske besøger vi også Odense Chokoladehus og lærer en masse om chokoladefremstilling, arbejder med røget fisk fra det lokale røgeri eller køber ind hos fiskehandleren på havnen.
I løbet af efterskoleåret besøger vi også Kold College, hvor vi gennemfører et forløb, der er skræddersyet til os – og oplever, hvordan en uddannelsesinstitution arbejder med madlavning.
Vil du høre mere om, hvordan du kan prøve kræfter med madlavning på efterskole? Så ring og hør mere på telefon 65 32 17 75, kig forbi til en af vores besøgsdage – eller tilmeld dig som elev.